Sidste nyt herfra.

 

August 2011

     

Så kom den sidste kalv i år endelig, 4 mdr. efter de andre.

 

Ja, vi skal alle se om det går rigtigt til  :-)

 

Dejligt at komme ind..


 

Juni 2010

Så fik vi en ny tyr. Didrik af Baunely. Helt fra Bornholm.

 


 

Forår 2009

 

Så kom den første kalv i år

Født:  08.04.2009 

Højvangs Karoline. Har i dag fået en sort kviekalv.  På bare 13 kg.


Efterår 2008

1. års tyre på Sommerbjerget.

En fortælling om de fire tyres liv.

 

Vi havde 4. tyrekalve fra foråret 2007. Højvangs Labus, Locky, Lasse og Lucas.

De blev alle taget fra deres mødre omkring juletid 2007. og over i en boks, hvor de var nemme at komme til og med fangegitter, så de fra starten af lærte at gå i gitter og blive snakket og kælet med. Hvad de også hurtigt lærte. De elskede når vi kom med små stykker gulerødder som godbidder. Locky var endda næsten så tam og tillidsfuld som en hund.

En weekend i foråret, måtte vi jo til det.. Tyrene skulle have ring i næsen. Selvom det ikke er særlig sjovt, hverken for dem eller os. De ser også voldsom store ud, på de små dyr. Og de er også noget sure, dagene efter det er blevet gjort. 

En varm og dejlig dag i maj, var tiden inde til at de fire skulle på sommergræs. Som vores tyre altid tidligere har været. Vi har lejet en eng med en stor bakke og sø på 3 ha. Sommerbjerget, Ca 5 km herfra, af en af vores venner, Peter. Som tidligere har haft Chaolaise og derfor har en dejlig fold med fangegitter og hvad der ellers skal være. samtidig har han god forstand på kreatur, og kan være med til at holde øje med dem. 

Turen derop gik fint og de var alle glade for at være kommet ud. Og begyndte straks at æde af alt det dejlige grønne græs. Når vi var oppe og se til dem, behøvede vi bare at fløjte, så kom de og fik gulerødder. 

Sidst i juni måned begyndte vi at fodre dem i fangegitteret, med henblik på indfangningen til Blue tongue vaccinationen.

Vi havde besluttet at tage dem hjem til vaccinationen og beholde dem hjemme til de var vaccineret 2. gang. 

Så kom dagen i august måned, hvor de skulle vaccineres. Den sidste uge i vores sommerferie, måtte vi bruge til at få styr over det. Vi aftalte tid med dyrlægen, til hun skulle komme og klare det. Så vi måtte have de fire tyre hjem, så de alle var samlet i stalden og klar.

Så dagen før kørte vi på Sommerbjerget for at hente tyrene. Regnede ikke med det var noget problem, da de var blive fodret og gerne ville have kerne, selvom der var masser dejlig græs endnu.

 De gik også i for at spise deres kerne. Så fik de grimer og snor i næseringen, de syntes vist det var noget underligt noget. Og da de kunne høre traktoren komme, blev de også urolige og syntes ikke det var så sjovt mere, godt de var låst i gitteret også. Med lidt besvær blev de en efter en trukket op i vognen og bundet. Vi havde gemt Locky til sidst, fordi han jo var den mest tamme. Men da han blev løsnet fra gitteret og skulle trækkes op til de tre andre i vognen, kæmpede han gevaldigt, han ville ikke hjem. Sprang i kampens hede op på stødhegnet og ramte det med kæden til grimen og undersiden af mulen. Så både ham og Kurt fik stød. Der gik panik i Locky og han trak Kurt over krat og sten. Men Kurt holdt godt fast, ville ikke opgive og var fast besluttet på at få alle fire tyre med hjem. Men desværre måtte han opgive, da de efter rigtig mange meter nåede søen. Locky løb med snoren hængene efter sig, ud over søen og op på bjerget. Væk var han..

Hvad skulle vi så gøre? Turde ikke lade ham gå ene. Så det endte med vi måtte trække en at de tre der var bundet i vognen ned igen, og slippe ham løs. Så vi havde kun to med hjem.    

Dagen efter skulle dyrlægen så komme. Kurt var tidlig oppe på sommerbjerget igen, havde kerne med og Lucas gik i med det samme som om intet var sket dagen før. Men Locky skulle ikke nyde noget. Dog kom han ned sammen med Lucas og også tæt nok på til at det lykkes at få fat i snoren til ringen. Heldigvis var der ikke sket noget ved at han havde løbet rundt sådan. Han blev så trukket ind i fangegitteret, og spiste da så også lidt.

Vi ringede så til dyrlægen, som heldigvis var forstående. Hun kom op til sommerbjerget med det samme og fik vaccineret de to tyre der. De to andre blev vaccineret hjemme i stalden sammen med resten af besætningen, uden problemer.

Dagen efter blev de to tyre kørt tilbage til sommerbjerget, så de nu var samlet alle fire igen.

Efter samråd med dyrlægen besluttede vi at vaccinere de fire gadedrenge 2. gang, måneden efter på sommerbjerget. Vi skulle bare ringe nå vi var klar. Kurt havde taget en fridag. Tyrene gik alle i gitter den dag, Locky var nu nemlig meget skeptisk og går ikke i ved den mindste forandring. Men alt gik godt denne gang. Så var det overstået. Bagefter kan vi kun sige; det skulle vi bare ha` gjort fra starten af. Det betaler sig ikke altid at prøve at spare penge.

Herefter blev vi ved med at fodre af og til. Fordi Locky nu ikke ville gå i gitter mere, Han stolede ikke på os. Gulerødderne som han ellers var så glad for kunne vi bare beholde selv, han skulle ikke have dem, og han skulle slet ikke i nærheden af os. Dog blev han så sulten efter nogle mdr. at han gik i gitteret en gang imellem. Når bare vi gik væk, og ikke låste ham fast.

D.30. november 2008 skulle de alle hjem igen. De var nemlig meldt til slagtning d. 2. december. Så vi tog endnu engang op for at fange dem alle ind. I første omgang havde vi kun foder med, for ikke de skulle fatte mistanke. Klindt var flink og ville hjælpe med at få kørt dem hjem. Han skulle også først komme når de var klar. Men i dag ville Locky ikke i gitter, ikke under nogen omstændigheder. Vi havde ellers taget noget ekstra lækkert wrap med for at lokke. Måske også derfor.

Vi prøvede alt, lokke, genne og prøve om han ikke bare ville følge efter de andre. Men Nej.. Han skulle ikke nyde noget. Vi kunne ikke engang nærme os ham. Han slap endnu engang fra os, og løb med højt løftet hoven op over bjerget.

Og blev der bagved, ligeglad med at han nu var alene..

De 3. andre kom hjem og blev hentet af slagteren som aftalt. Da vi havde meldt 4 dyr til slagtning måtte vi sende en ko med i stedet for den dumme tyr. Det blev den ko der altid stod og brølede. Hun var blevet advaret, flere gange. Så nu har vi da, om ikke andet, ro i stalden. Og hun smager ganske dejligt. 

Men tilbage til Locky. Vi blev ved at fodre ham. Men nu skulle han slet ikke have noget at spise.  Ja, han skulle slet ikke ned af bjerger. Men vi blev ved, og lagde små bunker wrap fra gitteret og op i nærheden af ham.  

Og godt smagte det, og sulten var han også, nu hvor græsset også var frosset.

Så vi opdagede at han kom ned og spiste af wrappen om natten. Sådan forsatte vi længe.

En fredag aften her først i januar kørte Kurt så op og lagde wrap, som vi plejede, men denne gang låste han gitteret. Noget måtte vi jo gøre. Vi skiftes til at holde øje med ham, og tidlig lørdag morgen var han gået i gitteret. HURRA. For nu var det frost, koldt og blæsende, han skulle bare hjem. Syntes vi.

Peter, som ejer stedet, hjalp Kurt, og de fik stille og roligt lagt en rebgrime på  ham. Alt imens han teede sig, som en vild tyr kan te` sig. De fik ringet til Klindt som skulle komme med traktor og vogn og køre ham hjem i varmen.

Det lykkedes ham da også at ruske og hive så meget i gitteret, så det gik løst i den ene side.

Inden han kom op i vognen blev han bundet til en tyk pæl, så han kunne stå der og rase lidt af og de store stærke mænd kunne samle kræfter til turen resten af vejen op i vognen.

Bedst som han stod der og brølede med skummet ud af munden, blev der pludselig stille. Og han væltede om på siden. I sjov siger Kurt; Nu er han sku død. Men vi måtte altså konstatere at det han sagde i sjov, pludselig var ramme alvor. Han ville ikke rejse sig, han trak ikke vejret. Der var heldigvis ikke noget der strammede ham nogen steder. Han var død.

Vores oplevelser med Locky fik en trist slutning. Han var jo en fejder. Rigtig sød, kælen og tillidsfuld som lille. Indtil han skulle vaccineres. Men han havde haft nogle uheldige oplevelser.  

 

 

Tilbage til start